Årets julegave spreder liv og glade dage i mere end en forstand!

20. november 2014

Traditionen tro starter Jelling Musikfestivals billetsalg med et 24 timers salg d. 1. december, som skal glæde alle vores trofaste publikummer - også dem der køber ekstra billetter og lægger dem under juletræet.

I år er der en ekstra dimension ved billetsalgsstarten, idet festivalen har besluttet, at donere 10 kr. pr. billet, der sælges i de første 24 timer, til humanitært arbejde.

”Det er som sådant ikke en nyhed, at vi støtter velgørende arbejde, for det ligger i festivalens formål. Men i år starter vi altså med, at dele en stor portion penge ud allerede i forbindelse med billetsalgets start og vi har udvalgt tre organisationer, som gør en vigtig forskel. Det er Børnefonden, Julemærkehjemmene og Stairway, der alle arbejder for at forbedre udsatte børns vilkår”, fortæller festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen.

I hele det første døgn sælges partout-billetten for kun 1.075 kr. - eneste begrænsning er, at man højst kan købe seks billetter per ekspedition. Allerede dagen efter koster samme billet 1.275 kr.

Alle som køber billet d. 1. december får også en unik mulighed for at downloade Lars Lilholts nye sang ”Da Kongerne var i Jelling” helt gratis.

Salget foregår online hos Billetlugen.dk og i Fonas butikker rundt i Danmark. Lokalt kan billetterne desuden købes i Byens Café i Jelling og i Stereo Studio i Vejle. Se åbningstider og priser her...

Flere hundrede personer har fået den hyggelige vane, at lægge vejen forbi Byens Hus i Jelling for, at købe billet til næste års festival og tage del i juleløjerne i huset. Sidst på eftermiddagen har vi planlagt en ganske særlig overraskelse til dem.

”Vi ved, at det er en fast tradition, at mange lokale køber billetten som julegave, f.eks. til deres børn, og mange vender derfor tilbage til Jelling og samler hele familien i forbindelse med festivalen. De får en rigtig god mulighed for at købe partout-billetter ekstra billigt”, siger Charlie.

Den 27. udgave af Jelling Musikfestival afvikles i pinsen fra torsdag den 21. til søndag den 24. maj 2015. Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at tiltrække en lang række spændende og aktuelle danske og udenlandske kunstnere, hvor Roxette (S) jo allerede er offentliggjort.

Der optræder cirka 80 forskellige bands på de fem scener i løbet af festivalen.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling