Der er pelikaner på stranden i Jelling

25. maj 2017

Det var Pelican Beach, der løb med sejren i Jelling Musikfestivals talentkonkurrence onsdag aften.

Den 29. udgave af Jelling Musikfestival blev skudt i gang onsdag aften med finalen i Quasar, hvor seks dygtige bands fra regionen har kvalificeret sig gennem forårets koncerter på de regionale spillesteder i Vejle, Fredericia, Kolding og Haderslev. Til at bedømme de seks bands præstation på Ny Scene er der sammensat et kompetent dommerpanel, bestående af professionelle musikere og branchefolk.

Og de var ikke i tvivl om, at kvartetten Pelican Beach er de rigtige vindere af Quasar 2017.

Pelican Beach betegner selv deres musik som "nordisk solnedgangspop" med to mandlige vokaler i front, energiske grooves og fængende guitarmotiver med inspiration fra både indie pop og R&B. Besætningen er Daniel Bohnsen: Lead vokal + synth, Joakim Ludwigsen: Vokal + guitar, Johan Engstrøm: Trommer + drumpad samt Benjamin Simonsen: Bas

Præmien for at vinde Quasar er en koncertturné, der bl.a. indeholder koncerter på Live Camp i Skanderborg og Nibe festival, samt en koncert lørdag på Jelling Musikfestival.

”Quasar handler om at give fremtidens musiktalenter et realistisk forhold til den metier, som de måske vælger som levevej. Og her tæller erfaringen fra scenen, mødet med publikum og de professionelle branchefolk og kravet om at leverer varen, når de er på. Alt det rummer Quasar, og vi får i processen alletiders mulighed for at opleve de kommende stjerner på deres vej”, fortæller festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen, der tog initiativet til Quasar for 11. år siden.

”Vi er meget glade for tilslutningen til vores talentkonkurrence. De talentfulde bands tager konkurrencen seriøst og forbereder sig målrettet til finalen, hvor de leverer komplette minikoncerter, som hvert år er med til at starte årets fest i Jelling”, siger Charlie.

Jelling Musikfestival samarbejder også med Tuborg, der støtter det vindende band i forbindelse med den forestående koncertturné.

Men allerede på lørdag kan du ved selvsyn opleve sol, sommer og musikalske pelikaner i Jelling, hvor vinderbandet Pelican Beach træder ind og forvandler scenen til en eksotisk ramme om deres stemningsfulde musik. Det sker lørdag kl 13.15 på Ny Scene.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling