Fest, forårssol og fællesskab – Tak for i år

29. maj 2023

Smilene har været brede i fire dage på Jelling Musikfestival - både hos gæsterne, de frivillige og hos vejrguderne. 

Jelling Musikfestival er slut for i år. Rammerne var noget nær perfekte for de 37.000 glade gæster og frivillige, som i år har kunnet nyde fire festlige dage med fornemt forårsvejr. 

For første gang siden 2016 var der lørdag ikke et eneste armbånd, som ikke havde et håndled at sidde på. Alt var fuldstændig udsolgt. Det var dog ikke kun lørdag, at stemningen var elektrisk omkring de seks scener. Det har nemlig været en festival med mange forskellige former for god stemning pladsen, bemærker direktøren for Jelling Musikfestival, Line Mosfelt: 

Stemningen har været smuk, kærlig, hyggelig og festlig. Den skifter alt efter, hvilket tidspunkt på dagen det er. Nogle gange er den hyggelig. Da Tessa og Medina spillede, synes jeg, den var kærlig og smuk. Og da Rahim spillede, synes jeg, den var rørende. Det er musikken, der giver stemningen i momentet.” 

Hun er overvældet over den indsats, som de ca. 5500 frivillige lægger i arbejdet for at få festivalen til at lykkes og ikke mindst den glæde, som de altid gør det med: 

“Det er helt vanvittigt fedt, at man er så topmotiveret, når det er frivilligt arbejde. Der er frivillige, der står og danser rundt i portvagten og har lavet blomsterkranse til håret. Der er frivillige, der står og sælger en burger med et kram. Det er bare så ja-hat-agtigt.” 

De frivillige knoklede sammen, når der var allermest travlt, og gæsterne rykkede sammen til de store fællesskabsoplevelser. Det blev til endnu en festival med store smil, solbrune næser og storslåede minder. Og det blev en festival, som forhåbentlig har sat et stort aftryk i alle gæsterne:

“Jeg vil huske dette års festival for det gode vejr, vi har haft, og de mange gange musikken og stemningen har samlet folk på pladsen. Det sidder virkelig i mig.” 

Tak for denne gang. Vi glæder os til at se dig igen sidste weekend i maj 2024.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling