Festivalen fejrer jubilæum med stjernespækket fodboldkamp

12. april 2018

Den første udgave af Jelling Musikfestival blev holdt i maj 1989 på en fodboldbane med 1.000 besøgende. I år er den 30. festival i rækken, og festivalen er nu en af Danmarks største musikbegivenheder med mere end 30.000 gæster og 4.700 frivillige.

For at markere at 30 år er gået, vender festivalen for en kort bemærkning tilbage til grønsværen og mindes rødderne i fodbold- og foreningskulturen, med en stjernespækket musikalsk fodboldkamp søndag d. 6. maj mellem Jelling Musikfestival og den traditionsrige fodboldklub, Vejle Boldklub.

Festivalen har udtaget et særligt hold, hvor bl.a. fodboldspillene musikere som Michael Falch, Simon Kvamm, Poul Krebs og Karl William skal møde legendariske VB koryfæer som Allan Simonsen, Ulrik Le Fevre og Thomas Gravesen. Kampen finder sted den 6. maj på Vejle Stadion og er en hyldest til den foreningskultur, Jelling Musikfestival udspringer fra. Festivalen blev nemlig startet af nogle glade fodboldspillere, der mest huserede i bunden af Serie 2 og dyrkede boldspillet, men elskede fælleskabet omkring det. Dette er siden blevet en vigtig drivkraft i festivalen, der dyrker musikken på lige fod med fællesskabet og holdånden.

Vi elskede musik og fik en ide om at lave en musikfestival på fodboldbanerne i Jelling. Det var mest for at lave noget i fællesskab og gav det penge, så ville pengene gå til fodboldklubben. I dag er det hele jo vokset en del fra den gang og der uddeles årligt et sted mellem 1 og 3 millioner til forskellige lokale foreninger og initiativer, som ikke kun er relateret til fodbold. Jelling Musikfestivals organisationsform har dybe rødder i foreningslivet og frivillighedskulturen, og vi er stolte af at være bygget på at gøre noget sammen og give til hinanden. Selvom vi er 35.000 mennesker på festivalen, kan vi stadigvæk sagtens mærke den særlige holdånd blandt gæsterne,” lyder det fra festivalansvarlig Lars ”Charlie” Mortensen.

I forbindelse med kampen designer Hummel et særligt sæt spillertrøjer, der sættes på auktion og sælges, når kampen er slut. Jelling Musikfestival og Vejle Boldklub har sammen besluttet at overskuddet fra salget af spillertrøjerne - i begge organisationers ånd - skal gå til to foreninger, der begge ligeledes repræsenterer fællesskab og holdånd:
- Red Barnet Vejle, der med både sommerlejre, Familieoplevelsesklubber og projekt Aktiv Fritid, gør en særlig indsats for udsatte børn
- Søndermarken Vejle Håndboldklub, der med deres særlige fokus på sammenhold og engagement har formået at skabe en klub med plads til alle og båret af lysten til fællesskab og HOLDÅND

Alle festivalens og Vejle Boldklubs frivillige vil blive inviteret til at overvære kampen, som finder sted på Vejle Stadion søndag 6.maj kl.16.00, i forlængelse hjemmekampen mellem Vejle Boldklub og Nykøbing FC.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling