Festivalen holder velgørende golfturnering

27. april 2018

Jelling Musikfestival har vanen tro inviteret musiknetværk, gode venner af festivalen og lokale golfspillere til fælles event lørdag den 5. maj på Jelling Golfklubs dejlige bane.

Ideen med Jelling Musikfestival Open er først og fremmest at støtte Jelling Golfklub og et humanitært velgørende formål, men også at have en hyggelig dag på fairway, rough og greens, mens der trylles på forskellig vis med den lille hvide bold.

Det er slet og ret en anden måde at være sammen på, end når festivalen kører for fulde omdrejninger den 24. - 27. maj.

Efter matchen vil der være musik, lokalt fadøl og hygge ved klubhuset, mens spillerne venter på resultatet.

”Vi har været vært ved denne golfmatch siden 2008, hvor der blev spillet første gang. Det er blevet til en god tradition, hvor vi kan samle folk på tværs af musiknetværk, festivalens gode venner og lokale golfspillere. Vi bidrager på den måde til at skabe kulturel merværdi i Jelling og jeg tror samtidig også, at der er blevet et pænt stort beløb til golfklubben gennem årene” fortæller festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen.

Festivalen afholdes i år for 30. gang, og festivalen laver derfor en række tiltag, der hylder ”Holdånden” – uden den ingen festival - det samme gælder jo også historien om Jelling Golfklub, der ligesom festivalen har mange frivillige kræfter, der trækker et stort læs.

”Herudover udvælger vi jo også hvert år et humanitært velgørende formål, som doneres et pænt beløb. I år har vi valgt at donere 10 kr. pr. point, som spillerne scorer. På den måde kan spillerne med deres egen indsats bidrage til beløbets størrelse. Ikke mindst Festivalens leverandører bidraget til beløbets størrelse gennem holdsponsorater, hvilket vi er meget taknemmelige for” fortsætter Charlie.

I år er det BROEN Danmark, som modtager overskuddet fra golfturneringen, da de har oprettet en pulje, som støtter børn og unge fra socialt – og økonomisk udfordrede familier, som gerne vil spille musik og synge. Læs mere her.

”Vi er virkelige glade og stolte over, at festivalen kan være med til at opfylde børn og unges drøm om, at spille og synge – herigennem håber vi, at musikken kan være med til at skabe gode relationer og en tro på livet for de børn og unge, som er udfordret både socialt og økonomisk” siger Charlie.

Traditionen tro er der fuldt hus, og golfklubben i Jelling er den første lørdag i maj ramme om en hyggelig dag med golf, levende musik, mad, festivalquiz og sjove præmier – og ikke mindst den eftertragtede vandrepokal med tilhørende håne-ret.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling