Festivalen præsenterer Niels Hausgaard med touren ”Enighed gør dum”

10. november 2014

En af de mange gode gamle traditioner festivalen har sig, er den årlige koncert med Niels Hausgaard i Gormshallen – det skal selvfølgelig holdes i hævd.

Den garvede ur-standup’er, som har turneret landet rundt i 42 år, kommer derfor igen forbi Jelling. Denne gang har touren fået titlen ”Enighed gør dum”.

I begyndelsen, dengang for 42 år siden, optrådte Hausgaard på sin egns dialekt, hvilket paradoksalt nok skaffede ham et stort publikum landet over. Hans brug af dialekten har dog fortaget sig med årene, hvilket afspejler dialekters vilkår i samfundet i øvrigt. De hyggelige og venlige tekster er år for år blevet skarpere og mere insisterende. Man er ikke i tvivl om, at der er ting, manden finder vigtigere end andre. Det har skaffet ham venner og fjender, men også fulde huse.

Niels Hausgaard er en del af danskernes fælles bevidsthed. Gennem mere end 4 årtier er han med jævne mellemrum dukket op på Tv-skærmene. Han har skrevet næsten tusinde sange, utallige kronikker, børne- og voksen Tv-serier og uendelig meget andet. Han besidder en evne til at være vedkommende og underholdende i, hvad han end gør.

Som udgangspunkt er ”Enighed gør dum” en tour med forhåbentlig Chr. Alvad og, som han selv siger, man ved jo ikke, hvem der dukker op undervejs! Sådan er det som regel med Hausgaard. Der er ikke meget udenadslære, han stiller op bare med sig selv og uden sikkerhedsnet. Det er halsbrækkende, men det plejer at gå godt. Han holder af skitsen, det ufærdige, det kun halvt fordøjede. Det færdige er tit så uinteressant, fordi det er så forfærdelig færdigt, mener han. Hans store publikum tyder på, at mange deler den opfattelse med ham.

Festivalen glæder sig over igen, at kunne præsentere dette ikon i dansk musik og med det nye show, er der lagt op til en aften med lune anekdoter, krystalklare sange og ikke mindst god humor.

Koncerten finder sted fredag d. 23. januar 2015 kl. 19.30 i Gormshallen, Jelling.

Billetsalget til koncerten begynder torsdag d. 13. november 2014 kl. 16.00 i Byens Café, Jelling – det vil kun være muligt, at købe billetter til koncerten her.

Billetten koster 250,- + gebyr (max. 6 billetter pr. ekspedition).

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling