Festivalens husorkester har meldt sin ankomst

10. marts 2015

En festival uden Lars Lilholt Band ville bare ikke være det samme...

Selvfølgelig er Jelling Musikfestivals husorkester siden 1991 også at finde på årets plakat – for 22. gang.

Historien om Lars Lilholt Band er i virkeligheden en helt utrolig historie, der ikke findes magen til i dette lille land. Bandet blev etableret i 1983 og slog samme år igennem på Roskilde Festival - og De lyse nætters orkester har turneret hver eneste sommer lige siden. Dette kan kun lade sig gøre, hvis et band hele tiden fornyer sig og holder sig levende – det må altså være hemmeligheden, der stadig trækker folk til år efter år.

En sangskriver og et band med rødder og vinger intakt. Ingen tvivler, når man hører Lars Lilholt Band. Det er dansk rock, det er roots, det er verdensmusik og ingen andre danske bands lyder som dem. Det bliver aldrig en vane, men ofte en levende tradition at gå til årets Lilholt koncert – spørg bare de hundrede tusinde mennesker, der gør dette hvert år.

’Kald Det Kærlighed’, ’Hvidsten Kro’, ’Ofelia’, ’Mikkel Han Var Død’, ’Cafe Måneskin’, ’Den Hvide Dværg’, ’Onkel Christian’ og man kunne jo blive ved. Vi kender alle deres numre, og når Lars Lilholt Band kommer til Jelling i Pinsen, så ved man, at den står på glæde og fællessang – ligesom det altid har gjort når bandet har besøgt Jelling.

Lilholts fjerde CD-boks ’Manifest’ fra 2013 blev en af årets mest solgte, ligesom DVD’en ’De lyse Nætters Orkester’ #2 og #3 gjorde det i 2014. Ud over topplaceringer på diverse årslister har Lilholt modtaget fem Danish Music Awards som sanger og sangskriver samt én med gruppen Dalton, som han siden 1985 har haft med Johnny Madsen og Allan Olsen.

2015 udgaven af Lars Lilholt band består af Lars Lilholt, Gert Vincent, Tom Bilde, Kristian Fogh, Eddi Jarl, Marika Thinggard og Pia Trøjgaard.

Jelling Musikfestival er glade for igen at kunne byde velkommen til festivalens husorkester – byde velkommen til livsglæden, fordybelsen, fart og tempo, folk’n-roll og begejstring.

Hvilken Lars Lilholt sang vil du helst høre på dette års festival?

Gå ind og stem her: http://woobox.com/gpav5v - den sang med flest stemmer har Lars Lilholt Band lovet de spiller i Jelling.

 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling