Fodboldkamp med gode formål og holdånden i fokus

30. april 2018

Søndag d. 6. maj 2018 bliver en stor dag på Vejle Stadion, når en række fodbold- og musikerkoryfæer kridter banen op, og spiller fodbold for at hylde holdånden, fællesskabet og festivalens rødder.

Holdånden er så stor en del af både Jelling Musikfestival og Vejle Boldklub, at de to institutioner er gået sammen om at skabe årets fodboldkamp. Det sker når legendariske VB- og musikalske koryfæer løber ind på stadion for at spille en fodboldkamp med netop holdånden i fokus. Kampen finder sted på Vejle Stadion søndag d. 6. maj kl. 16.00 – lige efter VBs kamp mod Nykøbing FC.

Dagen byder på mange muligheder for underholdning og endda også muligheden for at vinde fede præmier ved at deltage i det store lotteri, hvor du kan vinde dig til Liverpool og se en Premier League kamp til efteråret, vinde festival- og koncertbilletter og en masse andre fede præmier.

Noget for alle – både store og små
Når stadion åbner dørene kl. 12.45 vil det være med pomp og pragt – der er hoppeborg til børnene, man kan smage en Nordic øl – og ikke mindst livemusik fra det energiske og spilleglade coverband Metropol.
Efter kampen vil børnene få mulighed for at sparke bold med Carlsberg Sport og vinde lidt merchandise.

Inde på stadion kan børnene få kølet stemningen lidt ned når der er gratis is til dem - og køber du en Tulip pølse i pausen, vil overskuddet gå til de velgørende formål.

Store stjerner både fra musikkens og fodboldens verden
Først spiller Vejle Boldklub deres vigtige kamp mod Nykøbing FC og når de (forhåbentligt) har vundet og stemningen er højest, vil koryfæspillerne løbe på banen og varme op. Det er et stjernespækket hold fra ny og gammel tid – bl.a. vil den tidligere landsholdsmålmand Mogens Krogh bevogte festivalmålet sammen med landholdskollagen fra ’92 Flemming Povlsen derudover vil Simon Kvamm, Michael Falch, Shaka Loveless og mange flere musikalske boldspillere, jagte målet i den anden ende for at slå de garvede og store fodboldstjerner… På Vejle Boldklubs legendehold, ledet af Ulrik Lefevre og Knud Egedal, vil der være stjerner som Thomas Gravesen, John Sivebæk og mon ikke Allan Simonsen også lægger vejen forbi…

Det bliver slet og ret en fodboldkamp, hvor samspillet, holdånden og fællesskabet er i fokus …. Fodbold er et holdspil, det samme er det at spille i et band eller lave en festival - ingen fodboldhold, festival eller musik uden sammenspil.

Holdånden fejres
De mange frivillige, som hvert år lægger mange timer, sved og kræfter i at skabe Danmarks hyggeligste festival, skal selvfølgelig med! Ikke på banen – men som verdens største frivillige heppekor… Temaet for dagen er holdånd og fællesskab – netop fordi det er, hvad festivalen er bygget af og som er grundstenen for det, at vi alle sammen i år kan fejre, at det er den 30. festival i rækken, når Jelling Musikfestival skydes i gang d. 24. maj.

Alle fodboldspillerne vil have trykt det specielle holdåndslogo på deres fodboldtrøjer, som er specielt designet af Hummel - og det vil efter kampen være muligt at købe spillernes trøjer, når disse bliver signeret og udbudt på auktion på www.odendo.dk – hvor fedt ville det ikke være at have en unik fodboldtrøje hængende derhjemme med Kvamm, Loveless, Gravesen eller Sivebæk på?

Mere holdånd med flere penge
Alt overskuddet fra dagen går selvfølgelig til holdåndsskabende velgørende formål – nemlig Red Barnet Vejle, der med både sommerlejre, Familieoplevelsesklubber og projekt Aktiv Fritid, gør en særlig indsats for udsatte børn, og Søndermarken Vejle Håndboldklub, der med deres særlige fokus på sammenhold og engagement har formået at skabe en klub med plads til alle og båret af lysten til fællesskab og holdånd.

Der er altså lagt op til en dag med store oplevelser for alle størrelser - og køber du en billet, får du både VBs kamp mod Nykøbing FC og den store koryfæ kamp med i prisen.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling