Fra 6 timers hjælp til 6 dages arbejde

28. maj 2016

Jelling Musikfestival er kendt i det ganske land for sine mange frivillige. 4.600 bruger frivilligt deres festival på at give publikum den bedst mulige oplevelse. De fleste af de frivillige er det blot for få timer, mens andre ofrer en uges ferie.

4.600. Så mange frivillige er i år med til at sørge for, at din festival glider som smurt. Der er selvfølgelig alle dem, du møder i madboderne på pladsen, men der er også mange frivillige hænder, som knokler steder, hvor publikum aldrig kommer.

Rasmus Gøta styrer Teltscenens backstage-område – og han er dermed én af de mange, der gør festivalen mulig. Oasen bag scenen skal være et sted, hvor musikerne kan koble af, inden de skal på scenen. I virkeligheden er det bare fem skurvogne. Men Rasmus og holdet har forvandlet hele området til en dagligstue midt på den grønne mark.

Rasmus Gøta er tilmed én af de rigtig mange, der vender tilbage år efter år. Ikke alene er Jelling-publikummet blandt landets mest trofaste, det er hjælperne også.

"Jeg startede egentlig bare som 6 timers hjælper for 10 år siden. I dag er jeg faktisk på pladsen fra om fredagen ugen inden festivalen starter", fortæller Rasmus. 

Rasmus har efterhånden været frivillig ved så mange udgaver af Jelling Musikfestival, at han ikke længere kan huske helt, hvor mange. I år er det niende eller tiende gang, men selv om festivalerne smelter sammen, er der oplevelser som skiller sig ud.

"Jeg kan huske en koncert med Alphabeat, før de blev rigtig kendte. De var skide nervøse for, at der ikke ville dukke nogen publikummer op. Men til koncerten var hele teltet fyldt", siger han.

I 2014 boede der lige knap 3.500 mennesker i Jelling. Antallet af frivillige på festivalen – de 4.600 - slår altså indbyggertallet med længder.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling