Gwænno tog sejren i en ultratæt Quasar-finale

25. maj 2018

R’n’b/pop-poeten Gwænno fra Horsens vandt den 12. udgave af det regionale talentudviklingsprogram Quasar under en tæt finale på Jelling Musikfestival 2018.

Gwænno, med det borgerlige navn Steffan Jørgensen, blev kåret som vinder efter seks finalebands torsdag eftermiddag havde sparket musikken på Jelling Musikfestivals Ny Scene i gang. Finalisterne er blevet håndplukket af en dommerkomite, der indledningsvis havde indsnævret feltet fra 26 deltagere i løbet af fire semifinaler på regionale spillesteder i Kolding, Vejle, Fredericia og Haderslev.

Gwænno og hans orkester skilte sig ud fra de øvrige finalister ved at cruise stilsikkert rundt i grænselandet mellem det poppede og det elektroniske, det festlige og sørgmodige – tilsat saftige trommefills, storladne guitarlandskaber og noter af punk. Selvom der er inspiration at spore i den blomstrende, danske urbane scene er Gwænno unægteligt helt sin egen.


Foto: Flemming Ege

Om vinderen siger festivaldirektør Lars Charlie Mortensen: 

”Gwænno er en stærk repræsentant for en ny dominerende musikgenre i Danmark, og det er let at se en stor fremtid i ham. Med sejren og lidt karrieremæssig sparring kan vi forhåbentlig hjælpe ham et lille skridt på vejen”, Lars Charlie Mortensen.

”Samtidig bekræfter hele finalen, at talentmassen trives i regionen og at vi og de regionale spillesteder gør klogt i at give de hårdtarbejdende upcoming musikere al den støtte, de har brug for”, slutter festivallederen. 

Med til sejren følger udover et gavekort til studietid og spillejobs på Nibe Festival og Smukfest, i år også et mentorforløb, hvor kunstnerne kobles til etablerede musikere, der kan guide dem i den rette karrieremæssige retning i den musikalske jungle. 

Quasar er i disse år inde i en udviklingsfase bakket op af kulturpuljer fra Region Syddanmarks, Trekantområdet, Vejle Kommune og Tuborgfondet.

Gwænno indtager Ny Scene igen lørdag kl. 12.15, og sparker dagen i gang på den helt rigtige måde. Du kan lytte til Gwænno HER. 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling