Jelling Musikfestival har overskud til gode formål

12. december 2016

Som afslutning på året 2016 uddeler Jelling Musikfestival mere end 1,5 millioner kroner til almennyttige og velgørende formål.

Jelling Musikfestival er en non profit organisation - og udover at lave en årlig festival og skabe kulturel merværdi, er formålet netop at uddele midler til lokale foreninger, velgørenhed og andre almennyttige formål. Derfor deler festivalen igen i år ud af overskuddet og støtter gode formål. Som modtagere af overskuddet står en række idrætsforeninger specielt i nærområdet, samt andre velgørende foretagender, herunder landsdækkende organisationer som Læger Uden Grænser, Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse mfl.

Festivalen har siden den spæde opstart i 1989 uddelt millioner til almennyttige formål og efter de 28 år med festival i Jelling kan vi takke hinanden, de frivillige, gæsterne, samarbejdspartnere og andre involverede, for at der fra festivalen er blevet doneret omkring 30 millioner kroner til gode formål.

De penge festivalen genererer, arbejder således i ring og gives tilbage til samfundet, hvor de er med til at skabe kulturel merværdi og bevare den unikke frivilligheds- & foreningskultur vi har i Danmark.

Ikke uden de frivillige

En af grundene til at Jelling Musikfestival hvert år kan give en stor pose penge til velgørende formål, skyldes i høj grad den indsats de mange frivillige yder i forbindelse med festivalen. Der er et enormt højt serviceniveau blandt de frivillige på Jelling Musikfestival og uden deres engagement og service, ville det ikke være muligt at generere så mange penge til de lokale foreninger og humanitære organisationer.

”Ifølge festivalens vedtægter skal vi hvert år dele overskuddet ud og på den måde sikres, at de mange frivilliges store arbejdsindsats belønnes. Det er et fantastisk godt og solidarisk princip, som en række af de etablerede festivaler hylder”, fortæller Lars ”Charlie” Mortensen, der er leder af festivalen i Jelling.

Billetsalget til næste års festival er gået i gang med en forrygende start den 1. december og hvis det fortsætter med denne hastighed, er der udsigter til gode økonomiske resultater i 2017 og endnu en omgang penge til de gode formål. Billetter kan købes på billetlugen.dk, i Byens Café Jelling samt i Bygningen i Vejle.

Jelling Musikfestival 2017 afholdes sidste weekend i maj, i Kr. Himmelfart, d. 24. – 27. maj 2017.

 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling