Jelling Musikfestival søger praktikant til markedsføring og events

5. oktober 2023

Vil du arbejde med events, festivaler og være med til at styrke fællesskabet blandt frivillige samtidig med at du får en bred viden og praktisk erfaring som festivalmager?

Festivalen søger lige nu 1-2 engagerede praktikanter til foråret ’24, der vil være med til at videreudvikle én af Danmarks største 100 % non-profit-festivaler. Du vil blive en del af et uformelt miljø og få ansvar og mulighed for at arbejde med mange aspekter af festivalbranchen – med fokus på markedsføring og planlægning/afvikling af events.

Hvem er vi?
Sidst i maj er der siden 1989 opstået en samfundslomme for alle dem, der vil tage en pause fra perfekthedsræset, samles om livemusikken og feste for fællesskabet. Sidste år tog ca. 38.000 gæster del i at skyde festivalsommeren i gang i Jelling. Mellem festivaler planlægger og udvikler et lille, dedikeret hold af ansatte næste års indhold og oplevelser, og koordinerer opgaverne med mere end 5.000 frivillige, der knokler både før, under og efter festivalen. Du vil blive en del af en flad organisation med mulighed for at gribe nye initiativer og opgaver hen ad vejen. Det er vigtigt, at du er en teamplayer, der gerne går foran for at skabe en god stemning – også når der er travlt.

Opgaverne
Vi søger 1-2 dygtige og kreative sjæle. Du er ansvarsfuld og brænder for at skabe den allerbedste oplevelser for festivalens gæster og frivillige.

Dine opgaver vil primært være hands-on i forhold til Markedsføring, SoMe og planlægning/afvikling af events under festivalen. Men du vil også få muligheden for at deltage i det strategiske arbejde ifm. planlægningen af ’24-festivalen. Du vil desuden få diverse ad hoc-opgaver, praktiske opgaver og – ikke mindst – være nøgleperson under afvikling af festivalen.

Det faglige niveau og din udvikling er en vigtig faktor for os, og vi tilbyder derfor opgaver, som både er udfordrende og spændende. Du kan prøve kræfter med stort set alle typer opgaver, hvis du har mod på det. Til gengæld forventer vi også, at du er frisk på at hjælpe med brygningen af kaffe til kontoret, svare telefonen, mv.

Vi forestiller os, at du:

  • Har interesse for festival- og eventbranchen
  • Er god til at forvalte din egen arbejdstid og -indsats fornuftigt
  • Er initiativrig, klar på at skabe dine egne arbejdsopgaver og styr på deadlines
  • Brænder for events og kommunikation
  • Er i gang med en relevant uddannelse indenfor kommunikation, events eller andet der passer perfekt
  • Har godt styr på de moderne digitale værktøjer og er godt orienteret på sociale medier
  • Har kørekort

Vi kan tilbyde:

  • Arbejde med markedsføring og events
  • En kreativ arbejdsplads med højt til loftet, humoristisk omgangstone og plads til udfoldelse
  • Diverse ad hoc-opgaver i forbindelse med planlægning og afholdelse af festivalen
  • Adgang til et stort netværk inden for livebranchen

Hvornår er praktikopholdet?
Praktikopholdet er i forårssemesteret 2024 fra ca. midt-januar til midt-juni (for du skal selvfølgelig med, når det går løs på festivalpladsen) – vi aftaler endeligt tidsforløb sammen. Forløbet kan sammensættes i timeantal efter behov (dog min. 25 timer pr. uge). Vi afsætter selvfølgelig tid til opgaveskrivning og skoleopgaver. Som praktikant hos os bliver du betragtet som kollega og vi stiller derfor store krav til selvstændighed og engagement. Praktikstillingen er ulønnet.

Er du interesseret, så send os din ansøgning senest onsdag d. 18. oktober til info@jellingmusikfestival.dk.
Samtaler forventes afholdt torsdag d. 26. oktober.

Har du spørgsmål? Så kontakt Tine Joconde på info@jellingmusikfestival.dk eller tlf. 75 87 28 88.

Vi glæder os helt vildt til at modtage din ansøgning.

Ansøgningen sendes til: info@jellingmusikfestival.dk
Emne: Praktikant

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling