”John Mogensen” – aka Rasmus Bjerg til Jelling Musikfestival

22. marts 2018

Der bliver rig mulighed for at synge med, når Rasmus Bjerg - som John Mogensen - lægger vejen forbi Jelling Musikfestival. Det bliver uden tvivl en musikalsk rejse igennem John Mogensens udødelige hits.

De seneste år har Rasmus Bjerg haft en af hovedrollerne i de populære film ”Alle for én”, ”Alle for to”, ”Alle for tre” og ”Jeg er William”. Derudover blev han kendt på landsdækkende tv i ”Wulffmorgenthaler”, ”Dolph & Wulff” og ”Mr. Poxycat & Co”, som fik stor succes specielt blandt de unge.

Nu er han aktuel i hovedrollen som John Mogensen i Ole Bornedals filmatisering ”Så længe jeg lever”, hvor den populære sangers liv skildres.

Rollen som John Mogensen er Rasmus Bjergs første store dramatiske filmhovedrolle. Filmen havde præmiere i starten af marts måned, og har indtil nu været en kæmpe succes – ikke mindst på grund af Rasmus’ formidable skuespil og sangtalent, som ligger skræmmende godt op ad originalen himself.

Bjerg synger selv alle sangene og giver et indblik i det temperament, der gav Mogensen drivkraften, men samtidig kom i vejen for den personlige lykke. Publikum kan glæde sig til at høre et iørefaldende bagkatalog af folkelige klassikere, som ”To mennesker på en strand”, ”Så længe jeg lever” og selvfølgelig ”Der er noget galt i Danmark!”

Der er ingen tvivl: Rasmus Bjerg vil sætte ”fut i fejemøget”, når han optræder som John Mogensen på 30 års jubilæumsudgaven af Jelling Musikfestival i maj.

Rasmus Bjerg spiller på teltscenen søndag d. 27. maj kl. 14.30.

Se det fulde spilleprogram med tider for den 30. udgave af Jelling Musikfestival her.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling