Leg med toner udløste finaleplads

25. april 2016

Fredag aften gav seks regionale bands spændende og oplevelsesværdige minikoncerter på spillestedet Bygningen i Vejle, da de deltog i den tredje indledende runde af musikkonkurrencen Quasar.

Stilarterne spændte lige fra rap over funk, pop, folk til elektronisk musik, og de originale kompositioner blev leveret med medrivende indlevelse, hvilket tyder godt for regionens musikliv fremadrettet.

Det er Jelling Musikfestival, der i samarbejde med Mobile Music står bag Quasar, og i år er det 10. gang, at regionens rytmiske musikere har muligheden for at deltage og vinde en plads i finalen, der afvikles under årets udgave af Jelling Musikfestival.

Denne aften var der en enkelt finaleplads på spil, og den gav dommerpanelet til duoen Andre Tonelege fra Jelling, efter en spændende og alsidig optræden på scenen i Bygningen.

 Andre Tonelege består af Karoline Elsig og Jakob Franck, der fandt sammen i et yderst frugtbart musikalsk samarbejde for to år siden. Kompositionerne indeholder bl.a. sampling af stemmer, naturlyde og medrivende beats, der live krydres med vokal og saxofon.  

”Det har igen i år været en positiv fornøjelse at opleve de talentfulde bands udfolde sig på scenerne. Det er fantastisk med den store lyst til at spille og optræde med originale kompositioner, og det er netop formålet med Quasar, at regionens rytmiske musikere får mulighed for at udfolde talentet”, fortæller initiativtager Lars ”Charlie” Mortensen, der som direktør for Jelling Musikfestival har fulgt musikscenen på nærmeste hold.

”I år har vi oplevet et endnu bredere udsnit af den rytmiske musikscene i Quasar konkurrencen, og jeg synes det ser rigtigt lyst ud, når så mange udtrykker sig gennem musik og samspil, både til glæde for sig selv og for publikum” siger Charlie

Dermed er finalefeltet til den 10. finale i Quasar på plads, og der venter publikum en meget alsidig musikalsk finale, hvor syv bands skal dyste om en særdeles attraktiv præmie.

Finalen afvikles på Jelling Musikfestivals Ny Scene torsdag den 26. maj.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling