Legendarisk verdensnavn til Jelling

4. december 2015

For kun tredje gang på 40 år har et dansk publikum chancen for at opleve verdenshits som ’Bohemian Rhapsody’,’We Will Rock You’ og ’The Show Must Go On’ live, når Queen + Adam Lambert gæster Jelling Musikfestival søndag d. 29. maj 2016.

I løbet af de seneste år, har det legendariske britiske rockband Queen i den grad formået at reaktualisere sig selv gennem samarbejdet med den virtuose amerikanske sanger, Adam Lambert. Nu er Queen + Adam Lambert klar til at besøge Jelling Musikfestival i maj 2016. Queen + Adam Lambert optrådte første gang sammen i 2009 i forbindelse med Adam Lamberts optræden i finalen på American Idol. Kemien mellem den unge sanger og de to rutinerede Queen-medlemmer var så god, at de i 2014 drog på en udsolgt USA-turné, hvor de optrådte med klassikere som ’Another One Bites The Dust’, Crazy Little Thing Called Love’ og ’Radio Gaga’. I starten af 2015 trak bandet fulde arenaer i Europa og i september i år var Queen + Adam Lambert hovednavn på den gigantiske musikfestival ’Rock In Rio’ i Brasilien - og bandets koncerter har høstet stor begejstring blandt publikum og anmeldere verden over.

Rockhistoriens stærkeste bagkatalog

For 40 år siden fik Queen deres store gennembrud med sangen ’Bohemian Rhapsody’ og i hele perioden frem til den karismatiske forsanger Freddie Mercurys død i 1991, udsendte bandet den ene rockklassiker efter den anden og solgte 100 millioner albums, men interessen for bandets musik er stadig massiv. Queens musik er i dag blandt det mest downloadede på musiktjenesten iTunes - hver tredje hustand i storbritanien ejer bandets ’Greatest Hits’ album og sange som ’We Will Rock You’ og ‘ We Are The Champions’ er de mest afspillede til sportsbegivenheder i hele verden. Derfor er det et af rockhistoriens stærkeste og mest langtidsholdbare sangkataloger, der kan opleves på Jelling Musikfestival søndag d. 29. maj 2016.

Eneste koncert i Danmark

Vi er meget stolte over at have sikret os et af de største og mest legendariske bands i rockhistorien i form Queen + Adam Lambert. Det er et af de allerstørste, hvis ikke det største, vi har præsenteret på festivalen i dens 28-årige levetid. At Queen har spillet totalt udsolgte koncerter og festivaler verden over i 2015, viser med al tydelighed, at vi her har fat i et verdensnavn. Queens musik går på tværs af generationer og det er meget svært at komme i tanke om andre artister, der har så mange store sange, som kan forene en hel festivalplads. Det bliver ganske enkelt en magisk koncert”, lyder det fra festivalens booker Lars ”Charlie” Mortensen.

De mere end 30.000 publikummer på Jelling Musikfestival bliver de eneste i Danmark, der får chancen for at opleve de britiske rocklegender. Det er nemlig Queen + Adam Lamberts eneste danske koncert i 2016 og koncerten på Jelling Musikfestival er kun Queens tredje danske koncert. Første gang var i 1978 og anden gang i februar 2015, hvor Queen + Adam Lambert spillede for en propfyldt Jyske Bank BOXEN i Herning, hvor koncerten blev udsolgt på få timer.

Om Adam Lambert
Med debut pladen For Your Entertainment fik Adam Lambert en Grammy Award nominering i kategorien ‘Best Male Pop Vocal Performance’ og et verdenshit med sangen ‘Whataya Want From Me’. Hans andet album, Trespassing, gik direkte ind som #1 på Billboard charten. I 2013 optrådte han som gæstestjerne i den populære amerikanske Tv-serie, GLEE og på Avicii’s album ’True’.
Da Adam Lambert i sommer udsendte sit længe ventede tredje album, The Original High, gik det ind som #3 på den globale hitliste og solgte over 2,5 millioner eksemplarer verden over. Singlen ‘Ghost Town’ er streamet mere end 100 millioner gange og videoen er set 37 millioner gange. Adam Lambert har netop offentliggjort sin helt nye single, Another Lonely Night.

Se Queen+ Adam Lambert fremføre ’Bohemian Rhapsody’ fra Rock In Rio her

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling