Publikum lægger hus til årets festival i Jelling

19. maj 2020

I stedet for at samle gæsterne på en festivalplads, kommer Jelling Musikfestival i år hjem til gæsterne, der – indenfor sundhedsmyndighedernes retningslinjer – selv sørger for festen.

Mens vi retter fokus mod en fænomenal Jelling Musikfestival i 2021, kunne vi ikke dy os for at forsøge at skabe en flig af den festivalstemning, der skulle have fyldt luftrummet i pinsen 2020.

Derfor lancerer vi lørdag d. 30. maj 2020 en take away-tjeneste, der bringer festivalstemningen hjem i stuerne og haverne. Arrangementet hedder Hjemlig Musikfestival, og konceptet er, at vi leverer musikken, maden og minderne, mens gæsterne lægger hus til.

Musikken har vi sat på hjul, så lyden af Jelling Musikfestival 2020 kan komme ud til gæsterne i Jelling og omegn. Hele årets musikprogram har vi lagt i hænderne på festivalens hus-dj hos Diskotek Thunder-Power, Daniel Hoff og en chauffør, som mellem 10-19 lørdag d. 30. maj vil sprede tonerne fra årets kunstnere.

Samtidig har vi booket de tre artister Frederik Damkær, Bamse Madsen Band og Rust, der leverer livemusik lige til døren hos særligt udvalgte. Hvis du i høj grad savner oplevelsen af musik spillet håndholdt og live, kan du i de kommende uger op til hjemmefestivalen på linket her begrunde hvorfor lige netop du og dit lille intime selskab, skal have besøg i haven. Så kan det være, vi lægger vejen forbi. Koncerterne bliver filmet og livestreamet på tvsyd.dk.

Festivalstemningen har vi i samarbejde med SuperBrugsen i Jelling pakket ned i en kasse, som alle festivalhungrende gæster kan bestille og afhente. Takeaway-festivalboxen er blandt meget andet spækket med armbånd, festivalens genbrugskrus, sanghæfter, plakater og håndsprit – og selvfølgelig alle ingredienser til at lave den legendariske festivalburger hjemme i haven. Læs mere om boxen og dine muligheder for at bakke op om festivalen.

Festivalminderne finder du HER, hvor du udover at dykke ned i arkivet også kan købe merchandise fra dette års hjemlige version af Jelling Musikfestival og har mulighed for at støtte festivalforeningen og dens arbejde.

”Hjemlig Musikfestival udspringer først og fremmest fra ønsket om at skabe en lillebitte smule festivalstemning, selvom vi ikke kan samles. For det andet vil vi gerne hylde alle de hverdagshelte, der knokler for at føre Danmark ud på den anden side af krisen – herunder alle jer, der har valgt at beholde billetterne til næste års festival”, siger festivallens direktør Lars Charlie Mortensen, der opfordrer festivalens trofaste publikum til ikke at samles offentligt og desuden holde god afstand.

På de sociale medier kan du tage del i Hjemlig Musikfestival og følge andre gæsters festligheder under hashtagget #hjemligmusikfestival. Her lægger vi også videoer, playlister, quizzer og meget andet ud i de kommende uger.

 

Program for lørdag d. 30. maj

10.00-19.00: 2020-lineuppet kanaliseres via et rullende Diskotek Thunder-Power og Daniel Hoff til Jelling og omegn

10.00–12.00: Bamse Madsen Band giver udvalgte, intime live-koncerter

13.45–16.00: Frederik Damkær giver udvalgte, intime live-koncerter

17.00–19.00: Rust giver udvalgte, intime live-koncerter

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling