Quasar-vinderen KALASET åbner Store Scene i Jelling

9. februar 2022

Sidste års Quasar-vinder KALASET drager på forårstour, og bagefter åbner de festivalsommeren i Jelling.

I talentprogrammet Quasars afsluttende finale sidste år vandt det synth-inficerede indierockband KALASET foran et knivskarpt felt.

Siden er det gået stærkt, for de fem gymnasievenner fra Middelfart. I juni varmede de op for HUGORM under Vejle Alive, i september spillede de til Smukfest-alternativet Småfest og da de udgav deres første single ’Riv I Mit Hår’ i november, strøg den ind som P3’s Uundgåelige.

Musikmagasinet GAFFA hædrede bandets koncert på UHØRT Festival med fem stjerner og skrev “ung dansk indierockgruppe kan gå hele vejen til Orange Scene“. Hvis du har oplevet KALASET live, forstår du hvorfor.

10. februar indleder de deres første headlinertour, som Quasar har været med til at strikke sammen. KALASET besøger bl.a. København og Aarhus og syv spillesteder i region Syddanmark, herunder Jelling Musikfestivals partnervenue Bygningen i Vejle.

Som startskud på touren kan vi røbe, at KALASET naturligvis også spiller på dette års Jelling Musikfestival, hvor de åbner Store Scene og som de første vil få scenegulvet til at gynge efter to års larmende festivalstilhed.

KALASET spiller onsdag d. 25. maj. Senere indtager Jacob Dinesen og The Minds of 99 samme scene. 

 

🎟 Find festivalbillet 🎟

 

Fang fremtidens indierockhåb på tour

Intensitet, energi, nærvær og nerve smelter sammen i både musikken, lyrikken og bandets performance. Teksterne er på dansk og behandler råt og ærligt emner som stilheden, rastløsheden og ungdommens drømme.

Bandet trækker stilistiske tråde til grupper som Superheroes, Broken Social Scene og The Cure samlet i en nutidig blanding af dreampop og indierock. Hvis du har chancen for at fange dem på ét af tourens ti venues rundt om i landet, må du ikke snyde dig selv for en dragende, intens liveoplevelse.

Touren går forbi:

10/2 – VEGA/Ideal Bar, København
11/2 – Sønderborghus, Sønderborg
12/2 – Walthers Musikcafé, Skanderborg
17/2 – Posten, Odense
18/2 – Spillestedet Harders, Svendborg
19/2 – Tobakken, Esbjerg
25/2 – Bygningen, Vejle
26/2 – Godset, Kolding
3/3 – Tøjhuset, Fredericia
5/3 – Headquarters, Aarhus

 

🎟 Find tourbillet heR 🎟 

 

Quasar er et musikalsk talentudviklingsprogram, der bl.a. gennem mentorordninger, workshops og branchenetværk hjælper bands og solister på vej i musikbranchen. Quasar er skabt af Jelling Musikfestival og Sydjyllands regionale spillesteder og drives med uvurderlig støtte fra Vejle Kommune, Den Jyske Kunstfond, KODA Kultur og Tuborg Fondet.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling