Quasar-vinderen KALASET er P3’s Uundgåelige

22. november 2021

Det unge band med rod i Middelfart er strøget direkte ind i heftig rotation på DR P3 og P4.

KALASET, der i 2021 vandt Jelling Musikfestivals talentprogram og musikkonkurrence Quasar, udgav i sidste uge deres debutsingle ’Riv I Mit Hår’. I denne uge er den blevet P3's Uundgåelige.

I sidste uge var nummeret udvalgt som ugens Hit Tip i radioprogrammet P4 Play.

KALASET har med andre ord fået samme varme modtagelse, som dommerne gav de fem selvsikre og energiske unge fra Middelfart, da bandet vandt Quasar under finalen i Vejle Musikteater.

"KALASET er et vinderorkester med et helt enormt potentiale, som vi i Quasar glæder os til at følge. Gennem det seneste års tid har vi allerede set de unge kunstnere udvikle sig massivt gennem bl.a. forløb med mentorer fra Quasar. Hvis de fortsætter kursen, kan de blive en af Danmarks nye store indierockbands," sagde projektleder på Quasar Jacob Kromann Gallop dengang.

Vinderbandet synger om ungdommen, kærligheden, stilheden og om at drømme. På scenen leverer de en skarp vokal og en energifuld optræden, som med fængende melodier og tempo skaber koncerter, hvor man tydeligt mærker hjertet, der banker for musikken.

KALASET er et af de mest hårdtarbejdende og dedikerede bands, der har deltaget i Quasar siden konkurrencens begyndelse i 2007, og anerkendelsen er fuldt fortjent.

Lyt til ’Riv I Mit Hår’ på Spotify.

Siden Quasar-sejren har KALASET bl.a. varmet op for HUGORM under Vejle Alive og spillet til Smukfests alternative festival Småfest. I februar/marts 2022 drager KALASET på en tour, som Jelling Musikfestival og Quasar har hjulpet med at planlægge. Touren kommer forbi:

10/2 – VEGA/Ideal Bar, København

11/2 – Sønderborghus, Sønderborg

12/2 – Walthers Musikcafé, Skanderborg

17/2 – Posten, Odense

18/2 – Spillestedet Harders, Svendborg

19/2 – Tobakken, Esbjerg

25/2 – Bygningen, Vejle

26/2 – Godset, Kolding

3/3 – Tøjhuset, Fredericia

5/3 – Headquarters, Aarhus

Quasar er et musikalsk talentudviklingsprogram, der bl.a. gennem mentorordninger, workshops og branchenetværk hjælper bands og solister på vej i musikbranchen. Quasar er udviklet af Jelling Musikfestival og Sydjyllands regionale spillesteder og skabt med uvurderlig støtte fra Vejle Kommune, Den Jyske Kunstfond, KODA Kultur og Tuborg Fondet.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling