Tag del i Jelling Musikfestivals fejring i pinsen

7. maj 2021

Vi kan ikke sidde stille i festivalweekenden. Derfor har vi takket være Jelling Musikfestivals samarbejdspartnere samlet en række tilbud, der kan holde den værste festivalsult fra døren indtil 2022.

Teltpælene burde være på vej i jorden og lastvognstogene skulle brumme i baggrunden på festivalpladsen i Jelling lige nu. Men sådan gik det ikke. 

Selvom den politiske udmelding om aflysning i år lander endnu senere end sidste år, skal Jelling Musikfestival markeres. Vi har brug for at holde traditionerne og festivalmagien ved lige – også selvom vi ikke må samles 35.000 mennesker med musik i luften og danse om kap med pinsesolen.

Takket være vores gode venner og samarbejdspartnere i Jelling og Vejle har vi samlet en række tilbud og initiativer, der kan gøre det nemt at sprede festivalglæde hjemme i haver og stuer. Men det kræver, at du – kære festivalgæst – vil tage del i at markere festivalen ved at stable din egen havefestival på benene.

”Selvom vi selvfølgelig helst ville holde festival for 35.000 gæster på græsmarken udenfor Jelling, er det allervigtigste for os, at vores gæster og frivillige bibeholder traditionerne, mødes med gamle og nye venner og plejer festivalånden. Det kan lade sig gøre i år, fordi vores samarbejdspartnere velvilligt har tilbudt at være leverandør på bl.a. musik, mad og merchandise. Vi håber, at rigtig mange vil støtte op om initiativet og være med til at markere festivalen,” siger festivalleder Lars Charlie Mortensen.

Du kan skabe din helt egen Jelling Musikfestival derhjemme ved at:

  • Booke en koncert hjem til haven gennem Uncovermusic.dk. 20 procent af bookingbeløbet går til lokale idrætsaktiviteter gennem JFS Fælles.
  • Købe unik 2021-merchandise hos Sortiment.dk. og samtidig støtte festivalforeningen med minimum 15 kr. (OBS: Købet når først frem efter festivalweekenden.)
  • Afhente eller få leveret din festivalmorgenmad indenfor byskiltet i 7300 Jelling fra Rema 1000 Jelling, Surdejskokken og JFS Gymnastik 22. og 23. maj. Morgenmaden består af ti friskbagte økologiske morgenstykker, samt marmelade, smør, ost og pålægschokolade. For hver bestilling går 50 kr. til JFS Gymnastik. (Senest 18/5)
  • Bestille festivalens legendariske burger gennem SuperBrugsen i Jelling (Senest 16/5)
  • Bestil spareribs og wings med pommes og hele pivtøjet hos Byens Café i Jelling
  • Vinoble i Vejle tilbyder både et gin & tonic-sæt med lokal gin og en blandet festivalkasse med vin.
  • Få alt, hvad tapas-hjertet begærer – med eller uden vin – hos Café Sejd i Jelling.
  • Forevige din hjemmefestival ved at booke en photobooth hos MySelfie.dk og samtidig donere halvdelen af beløbet til foreningslivet i Jelling. (Senest 16/5)
  • Skabe en smuk og sød markering af festivalen ved at bestille en kage med valgfrit musikmotiv hos Hjertebageriet. Samtidig støtter du Jelling Musikfestival med 25 kroner. (Senest 17/5) 

Opbyg den helt rette stemning med festivalens playlister

Jelling Musikfestival Memory Lane

De største numre fra de udenlandske navne, der har optrådt på festivalen 🎸

Jelling Musikfestival Classic

De største klassikere, der får hårene til at rejse sig i Jelling. 🎷 
 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling