Tre nye scener ser dagens lys på Jelling Musikfestival

21. april 2022

I år får koncertoplevelserne nye rammer på Jelling Musikfestival på de tre nye – eller fornyede – scener Alfreds Scene, Campscenen og Tribunen.

Alfreds Scene

Alfreds Scene, der i 1997 knopskød som festivalens tredje scene, har i år fået en makeover, så teltet er blevet næsten dobbelt så stort. Podier omkranser teltet og åbner op for en større publikumsflade og et hyggeligt siddeområde. 

Trods tilvæksten skaber det nye, omkransende scenerum en mere intim stemning, der bringer artister på scenen tættere sammen med publikum.

Alfreds Bar vil stadig være at finde under teltdugen.

Se programmet for Alfreds Scene HER.

Campscenen

På vores nye Campscene kan du tilføje lejrstemningen et skud underholdning og fest og blive overrumplet af musikalske oplevelser i et varieret program, som Jelling Musikfestival i ledtog med foreningen Jazz i Trekanten og det koldingensiske spillested Godset har sammensat.

  • Onsdag d. 25. maj fylder Jelling Musikfestival scenen med bl.a. en åbningsceremoni med Daniel Hoff og en lounge-DJ, der spiller de sidste kræfter ud af campgæsterne.
  • Torsdag d. 26. maj er Godset vært for en dag med lokale singersongwritere. Lineuppet tæller Emma Hørlyck og Frederik Damkaer, Tiger På Spring og John Made Jon.
  • Fredag d. 27. maj leverer Jazz i Trekanten en stribe elektroniske jazzbands, der understreger genrens bredde. Based, Uanmeldt og Jeppe Zeeberg and The Absolute Pinnacle of Human Achievement indtager Campscenen, inden Pladedamen dj’er.
  • Lørdag d. 28. maj er Godset vært for en dag fuld af stærke talenter fra Kolding og omegn. Tiger Oak, Kedde og Mica Lizio lukker Campscenen lørdag.

Campscenen er bygget op om Godsets udendørs livescene UJNFOR. 

Tribunen

Same, same – but different. I 2019 fik Ny Scene en stor kosmetisk overhaling, så den nu knejser i festivallandskabet som en åben scene, der alligevel omslutter publikum med sin høje teltdug og spidse form. Nu er navnet – med hjælp fra festivalens gæster – også blevet gentænkt.

Fra festivalen i 2022 skal du i stedet for Ny Scene vænne dig til at sige Tribunen, når du blandt meget andet er inviteret til finalen i talentprogrammet Quasar og din helt egen Silent Disco-dansefest.

Se programmet for Tribunen HER.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling