Vejle Kommune og Jelling Musikfestival indgår Tour de France-samarbejde

11. november 2021

Samarbejdet skal styrke fællesskabet og frivilligheden omkring den gule folkefest og samtidig lægge grundstenene til noget, der kan leve videre, efter cykelrytterne er kørt ud af kommunen.

 

(Foto: A.S.O. Alex BROADWAY)

Når Vejle Kommune er vært for 3. etape af Tour De France 2022 er det ikke kun cykelryttere og tilskuere, der kommer til at præge bybilledet. Flere hundrede frivillige skal hjælpe med alt fra at guide borgere og tilskuere til at varsle rytterne om forhindringer på ruten.

Vejle Kommune og Jelling Musikfestival har derfor indgået et nyt samarbejde om etableringen af et korps af lokale frivillige, der får muligheden for at opleve Tour-starten helt tæt på og samtidig bliver klædt på til opgaven som frivillig.

Målet med samarbejdet er både at sikre arbejdet med frivillige i forbindelse med Tour De France og ikke mindst at udvikle en ny model for arbejdet med frivillige i Vejle Kommune i fremtiden

"Vejle Kommune er vant til store events, men holdet bag Jelling Musikfestival har virkelig værdifuld erfaring med frivillige, som vi gerne vil trække på. Med hjælp og inspiration fra Festivalfonden kan vi bygge en helt ny model for Vejle Kommunes arbejde med frivillige, som kan bruges senere hen til eksempelvis Landsstævnet 2025. Derfor er det oplagt, at vi bruger og bygger videre på Tour de France-værtsskabet", siger Ulla Varneskov, chef for Idræt, events og fællesskaber i Vejle Kommune.

Vejle Kommune og Jelling Musikfestival har som en del af det nye samarbejde ansat Peter Caspersen, som ansvarlig for frivillighed i forbindelse med Tour de France i Vejle. Peter Caspersen har tidligere arbejdet med frivillighedsindsatser på Grøn Koncert og musikfestivalerne NorthSide og Tinderbox.

Vejle Kommune åbner omkring årsskiftet for tilmelding som frivillig via hjemmesiden tour.vejle.dk.

Peter Caspersen skal desuden videreudvikle Jelling Musikfestivals bæredygtighedsstrategi. 

Hvis du vil holde dig opdateret om festivalen, så tilmeld dig vores nyhedsbrev:



FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling