Spiller på Alfreds torsdag D. 25. maj kl 18:40

Niels Skousen

Niels Skousen har været med hele vejen fra beatgenerationen, gennem hippietiden, spadseret gennem det politiske landskab til i dag, hvor han stadig fremstår som en skarp og kærlig iagttager af virkeligheden udenfor vores vinduer og på vores skærme i det lille hjem.

Niels Skousen fik en sensationel start på karrieren. Hans første udgivelse som sangskriver var det ikoniske album ’HERFRA HVOR VI STÅR’, som han leverede alle sangene til. Med dette album indskrev Niels Skousen sig i den danske rockhistorie som en personlig og følsom sangskriver med en usædvanlig dybde i sin lyrik. Og Niels Skousen er her endnu. Han har været her hele tiden. Han er her i dag, med nye sange, nye musikalske indspark på albummet ’Blæsten & Regnen’, som han tager med til Jelling Musikfestival.

Niels Skousen er en sangskriver der tør gå ind i og røre ved mørke områder i livet. Der er en alvor i hans sange og alligevel en lethed, der er forløsende. Bag de mørke toner, ligger der en understrøm af skarp humor. En stemme i tiden. En personlig stemme med en personlig henvendelse.

Han nærmer sig de 80. Stadig aktiv, med en fremragende performance, og med et særdeles skarpt band bag sig: Kristoffer Munck Mortensen, guitar, Anders Mathiasen, guitar. Jens Hein, bas og Bjørn Heebøll, trommer. Og i produceren Nikolaj Nørlund har Niels Skousen fundet et stadig inspirerende ongoing samarbejde.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling