Den sønderjyske sangskriver Rikke Thomsen slog i 2022 for alvor fast, at hun mener musikken mere end almindeligt alvorligt. Hendes sange skrevet og sunget på klingende synnejysk, lader sig ikke begrænse til blot en enkelt landsdel eller aldersgruppe: fortællingerne rammer fra kyst til kyst og hos store som små. I 2023 folder Rikke sangene ud og får guitaren til at spille, så publikum kan mærke det.
Touren præsenterer Rikkes bagkatalog med sange som ’Vausen’, ’Omve’n Hjemve’ og ’Ballebrovej 2’ og man vil også kunne få en særlig forsmag på nye sange fra Thomsens hånd. De sønderjyske fortællinger skæres alvorligt ind til benet og går tættere på den folk, country og singer/songwriter-tradition, hun er rundet af.
Som soloartist og med band spillede Rikke Thomsen i 2022 over 80 koncerter i Danmark. Hun lagde ud med en solotour med 35 koncerter på 30 dage i hele landet, hvilket cementerede det faktum, at hun er vaskeægte spillemand af den hårdtarbejdende slags. For den udsolgte koncert i Musikhuset Aarhus fik hun 5 ud af 6 stjerner af GAFFA med ordene: “Hvis du ikke allerede har set hende live, så gør det.” Koncerten på Jelling Musikfestival er en god anledning til at følge anbefalingen.
Efter udgivelsen af debut-EP’en ’Omve’n Hjemve’ (2019) modtog dengang 28-årige Rikke Thomsen Modersmål Prisen for sin indsats for den sønderjyske dialekt – tilmed som den yngste modtager nogensinde.
Jelling Musikfestival
Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal
DK-7300 Jelling
Festivalplads
Mølvangvej 66B
DK-7300 Jelling