Suspekt

Den 15. september 2023 skrev Danmarks største hiphop-trio historie, da de samlede 46.283 Suspekt-supportere til landskamp på Danmarks nationalstadion, Parken. Her vandt de 4-0 og det er ambitionen at ramme det samme resultat, når trioen fra Albertslund gæster sommerens festivaler i 2024. Første stop på festivalscenerne efter Parken bliver på Jelling Musikfestival.

I mere end 20 år har Suspekt præget dansk musik som ingen andre. Med tabubelagte rim og tonstunge beats er den kompromisløse trio blevet allemandseje – aldrig for fine til at hylde ytringsfriheden eller den dionysiske hedonisme.

Suspekt er et beundringsværdigt gennembrud og en succes, som bogstavelig talt er gået fra undergrunden til toppen af hitlisterne. I dag står Orgi-E, Bai-D og Rune Rask som konger af dansk hiphop, men aldrig hævet over folket.

Med andre ord: Danmark er for længst blevet suspekt. Og det kan altid blive lidt vildere. Ikke mindst fordi Albertslund-trioen – udover klassikerne som 'Proletar', 'Gonzo' og 'Sut Den Op Fra Slap' – har det helt nye, hårdtpumpede album 'Ancient Aliens' med i kufferten.

Efter sejrsrunden i Parken ruller tourbussen ud i sommeren, hvor Suspekt naturligt nok sparker gang i festivalsæsonen på Jelling Musikfestival. 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling