Fra Parken til Jelling: Suspekt fortsætter triumftoget på JMF24

22. november 2023

Suspekt vender tilbage til Jelling i forsommeren – og markerer festivalens billetsalgsstart med en surprise-intimkoncert. 

Den 15. september 2023 skrev Danmarks største hiphop-trio historie, da de samlede 46.283 Suspekt-supportere til landskamp på Danmarks nationalstadion, Parken. Her vandt de 4-0 og det er ambitionen at ramme det samme resultat, når trioen fra Albertslund gæster sommerens festivaler i 2024. Første stop på festivalscenerne efter Parken bliver på Jelling Musikfestival.

I mere end 20 år har Suspekt præget dansk musik som ingen andre. Med tabubelagte rim og tonstunge beats er den kompromisløse trio blevet allemandseje – aldrig for fine til at hylde ytringsfriheden eller den dionysiske hedonisme.

Suspekt er et beundringsværdigt gennembrud og en succes, som bogstavelig talt er gået fra undergrunden til toppen af hitlisterne. I dag står Orgi-E, Bai-D og Rune Rask som konger af dansk hiphop, men aldrig hævet over folket.

Med andre ord: Danmark er for længst blevet suspekt. Og det kan altid blive lidt vildere.

Efter sejrsrunden i Parken ruller tourbussen ud i sommeren, hvor Suspekt naturligt nok sparker gang i festivalsæsonen på Jelling Musikfestival.

”Suspekts kompromisløse kombination af lyrik, der belyser både sindets og samfundets skyggesider, og beats i verdensklasse har slået rod i danskerne. Suspekt er blevet folkeeje, og efter deres triumftog i Parken er det helt naturligt, at Albertslund-drengene endnu engang lægger Store Scene i Jelling ned,” siger festivalens programchef Gaute Parbo Niemann.

Suspekt sparker billetsalget i gang

Ikke nok med at Suspekt igen gæster Jelling Musikfestival. 1. december kommer trioen forbi Jelling og markerer nedtællingen til festivalen med en ultraintim surprisekoncert i Byens Hus, arrangeret i samarbejde med Jelling Musikforening, Byens Café og Jelling Musikfestival.

Der er et stærkt begrænset antal billetter i salg, som kan købes hos Billetto fra 23. november kl. 10.00.

Prisen er 275 kr. Maks. 2 billetter pr. kunde. 

Der kan muligvis frigives lidt flere billetter til koncerten senere, så skriv dig på ventelisten, selvom billetterne bliver udsolgt i første omgang.

Koncerten starter kl. 22.00. Dørene åbner kl. 20.00.

1. december kan du også købe din festivalbillet til JMF24 med en besparelse på 500 kr., sammenlignet med prisen i døren.

 

JMF24 STARTER OM

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling